Home  |  Vantastic  |  Tyrkisk Van  |  Opdræt  |  Killinger  | Avlskatte  |  Udstillinger  |  Medlemsservice  |  Formularer  |  Links



Den Tyrkiske Van kat

 

Den Tyrkiske Van stammer, som navnet indikerer, fra området omkring søen Van i Tyrkiet. På grund af de vejrmæssige forhold i området, er denne semi-langhåret race kendt for at iføre sig en tydelig sommer-og vinterpels og trives godt i al slags vejr. Det er en meget robust og sund kat, og modsat mange andre semi-langhårsracer, kræver Vanen ikke den store pelspleje, da de ingen underuld har og derfor sjældent har problemer med knuder i pelsen.

Racen er meget gammel, men den blev først rigtig bemærket af andre i 1955, da en kvinde ved navn Laura Lushington rejste rundt i Tyrkiet og så denne kat som er hvid, men med helt unikke farvemarkeringer kun på hoved og hale. Et par katte kom med hjem til England, og et avlsarbejde blev sat i gang. Efter godt et årti blev racen anerkendt i farven rød/hvid. (Senere er dog flere farver blevet godkendt og findes derfor også i sort, blå, creme, sort-tortie og blå-tortie.) I mange år er der nærmest gået politik omkring racen og dens oprindelse, og derfor vil man kunne høre forskellige meninger om, hvad en ”rigtig” Van er, men hér taler vi om racen, som den er kendt indenfor katteorganisationer, og man kan stadig finde disse katte i området, hvor de stammer fra.
Racestandarden kan findes andetsteds på denne hjemmeside.

SP Safkan Kedi's Pierre Curie (DSM)

Når man først har fået en Tyrkisk Van indenfor i sit hjem, må man have forståelse for, at man nu har fået sig en kat, der på rigtig mange områder skiller sig ud fra andre katteracer; meget hurtigt forstår man, at hér er der tale om en kat, der ind imellem har glemt, at den faktisk er en kat! For størstedelen af disse katte har bare sat sig for at være anderledes. Den følger dig rundt i hele huset og skal være med i alt, og man får fornemmelsen af, at det simpelthen er fordi, den konstant ønsker at være i centrum! Og skulle du formaste dig til at glemme at få hilst på, lige så snart du er trådt ind af døren, så får den hurtigt henvendt din opmærksomt mod sig, om det så er med et lille "venligt" krads eller hoppe på bordet og rulle rundt; alt efter hvad den har bemærket, som fungerer lige netop på dig.
Den er meget intelligent og har nemt ved at lære tricks; hvis den vel og mærke får noget ud af det. Nogle har kaldt den Tyrkiske Van for "en hund i katteklæder", og det er bestemt ikke uden grund; mange elsker at lege apport og kan blive ved, lige til DU er blevet træt!
Har den lært fra lille at gå i snor, vil den elske det og komme så snart snoren bliver hevet frem. Den vil elske at kunne komme ud, men dette bør ske under skærmet forhold eller i rolige omgivelser, da Vanen har et enormt ego og tror, at alt og alle er til for den, så den kan hurtig komme galt afsted!

Vaner leger med vand

 

Men nok dét som de fleste bliver fascineret af ved denne race, er dens forkærlighed for vand. Som bekendt har kært barn mange navne, og den er derfor også blevet kendt som "den svømmende kat". Det er dog ikke alle, der ligefrem svømmer, men du kan være temmelig sikker på, at en rindende vandhane vil få din Van til at komme i løbet af ganske kort tid...hvis den da ikke allerede har fulgt med dig på toilettet, sat sig ved vasken og bebrejdende kigget på dig, for at få dig til at blive færdig i en fart, så du kan tænde dén vandhane! Og at ignorere dens behov, tja, så kan du nok regne ud, at du vil få en surmulende kat... Den forstår dog hurtigt at indynde sig igen, så dit hjerte smelter; en Van har et meget intens og sigende blik.

Den har ind imellem fået ry for at være en aggressiv race, men det er absolut ikke tilfældet! Den kræver, at man formår at sætte sig i respekt, hvis den ikke skal styre huset, men er du kærlig og bestemt, er der ingen tvivl om, at du har en ven for livet! Og har du levet med en Van, vil det være svært at undvære den igen; dit liv bliver aldrig kedeligt! Dog kan man risikere at ende op med tomme vindueskarme, da dette smukke dyr på ingen måde er elegant, og dét kan der ikke laves om på!

Er du parat til sjov og udfordring i hverdagen og ikke forvente at man bare har en pyntegenstand, så er der ingen vej uden om: Den Tyrkiske Van er et must og er kommet for at blive!

 

 

Vantastic